
EN AFTEN MED
IVAN PEDERSEN & ACC. TRIO
Man kan dårligt påstå, at Ivan Pedersen er ukendt for danskerne. I mere end 35 år har han huseret på den danske musikscene i meget forskelligartede genrer: Dels som trommeslager i McKinleys, som en ½
Laban, på sidescenen hos Poul Krebs og Moonjam, inden Ivan for alvor rullede sit store talent ud på forsædet hos Backseat. Ind og imellem har der været tid til musikalske afstikkere med gospel i flere sammenhænge bl.a. hos Lillian Bouté og et smut i den jazzede afdeling hos Ib Glindemann. Der er blevet producert og skrevet sange til andre solister og sunget kor for stort set alle andre end Kim Larsen… Hvordan Ivan også får tid til at deltage aktivt i musikpolitik med bestyrelsesposter hos DPA, KODAs RÅD og Statens Musikråd er en gåde. Væggene i Ivans studie er beklædt med velfortjente sølv-, guld- og platinplader og ikke mindre end 8 Grammy-nomineringer og 1 Grammy modtaget som Årets Danske Sanger vidner tydeligt om, at vi ikke har at gøre med en “hr. hvem som helst”!
Bedst som vi tror, vi ved, hvor vi har ham, bliver vi endnu en gang overraskede og måske en kende forvirrede…..
Som 50-årig - debuterede han som soloartist på dobbeltalbummet MONOGRAM. Et album med 1 CD på engelsk og 1 CD på dansk, en samling af 17 meget forskellige sange fra Ivans talentfulde sangbog. Et meget spændende og vidtfavnende album, der bærer sit tydelige præg af en voksen mand med noget på hjerte, kompetent bakket op af bl.a. nedenstående, håndplukkede unge og engagerede musikere.
Dét, kan du nu opleve ved en række næsten akustiske koncerter, hvor Ivan sammen med pianisten Søren Skov, guitaristen Peter Holm vil give dig en aften, du nok ikke glemmer lige med det samme. Hvis vi kender Ivan ret, vil han givet garnere de flotte sange med et par hyggelige, kærlige og til tider bidske bemærkninger om dette og hint. Vi kan i hvert fald herfra love en underholdende, varieret aften med én af vor bedste sangere/sangskrivere i en intim, bevægende og hårrejsende atmosfære!