fmk.NU

Søs Fenger

Søs Fenger

De seneste 10 år har Søs Fenger og hendes lille akustiske band spillet landet tyndt og fyldt både fine koncertsale og skabt intim stemning i kirkerum og forsamlingshuse.
Den ene aften kan alting være stort og lækkert i Musikhuset i Esbjerg, og den næste foregår koncerten i en musikforening langt ude i en skov med borde på bukke og hygge i metermål.
”Vi spiller vitterlig alle steder, og det er ligegyldigt, hvor vi er, bare vi har tæt kontakt med publikum i salen,” forklarer Søs Fenger.
Albummet ”Stjernenat” er en gave til dette publikum, der har fulgt sangerinden gennem årene og har været med, når kendte sange med tiden har fået nyt liv af hendes lydhøre og meddigtende orkester.
”Vi vil gerne vise folk de versioner, vi er kommet frem til. Albummet er vores hyldest til publikum. Vi er beærede over, at så mange gerne vil se og høre os spille. Der er så meget at vælge i mellem i disse tider, og så tager de til koncert med os. Det er en stor glæde,” siger Søs Fenger.

”Stjernenat” er en lækker pakke, der kombinerer tre helt nye sange med nogle af højdepunkterne fra Søs Fengers karriere. ”Sidste time” er med, ”Inderst inde” er der, og det samme er ”Holder øje med dig”, ”Beverly Way” og den knapt så kendte ”I de tider” skrevet som en hyldest til vennen og designeren Verner Panton.
Men de kendte sange lyder ikke helt, som de plejer. Søs Fengers stemme er tæt på, den akustiske guitar er sprød, og den opretstående bas spilles med et jazzet touch.
Det er livebandet, der har været med i studiet. Jonas Krag på guitar, Fredrik Damsgaard spiller bas og Steen Rasmussen betjener tangenterne. På ”Stjernenat” er de suppleret med trommeslageren Emil de Waal og korsangerne Vicky Singh og Maria Køhnke.
Den varme akustiske lyd, står Rune Nissen-Petersen for. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Tim Christensen, Rasmus Nøhr og Marie Key Band.

Arrangementerne er resultatet af de 10 års koncerter med trioen, og flere af klassikerne er arrangeret om. Det gælder f.eks. ”Hvor end jeg går hen” fra 1989-albummet ”Vinterdage”.
”Den er blevet mere seriøs og mere personlig. Jeg vil ikke sammenligne de to versioner, man kommer så let til at undskylde alt det, man lavede i 1980’erne,”griner Søs Fenger.
Et af hendes største 80’er-hits, ”Du er”, som hun indspillede med News, har også udviklet sig. I Søs Fengers moderne fortolkning er den blød og sårbar hele vejen igennem og går ikke op i dobbelt tempo.
Det er samtidig en de sange, der ikke alene har fået et langt liv, men også har oplevet at dukke op til overfladen igen i nyere tid. ”Du er” røg til tops på iTunes-hitlisten, efter Laura sang den i X-Factor i 2008.
”Da jeg indspillede sangen med News i 1985, tænkte jeg kun på nuet. På at det er en dejlig melodi og på historien i teksten. Jeg husker, at jeg havde en god fornemmelse med ”Du er”, og den fornemmelse er kun blevet bedre og bedre,” fortæller Søs Fenger.

”Stjernenat” indeholder ikke kun Søs Fengers kendte repertoire. Der er tre nye indslag på albummet.
”Det er vigtigt, at pladen også kigger fremad. Det er ikke bare en amagerhylde fuld af gamle minder,” siger sangerinden.
De nye sange er ”Stjernenat”, ”Du og jeg” og ”Evighed af dig”.
”Stjernenat” blev til midt om natten på Mallorca, mens ”Du og jeg” bygger på musik skrevet af Søs Fengers 18-årige søn August og hans far, den svenske musiker Henrik Janson.
”Evighed af dig” ramte Søs Fenger på posthuset i Gilleleje.
”Jeg stod mellem stativerne med klistermærker og hviskede tonerne ind i diktafonen, og så skyndte jeg mig hjem og arbejdede videre med sangen. Det gik enormt hurtigt, og dagen efter var den helt færdig.”
Teksten handler om et brud mellem to personer.
”Det er umiddelbart en sørgmodig sang, men der kan ligge noget positivt i et brud, hvis man vælger at se fremad og kan glæde sig over det gode, man har givet hinanden, og de muligheder, der venter forude,” forklarer Søs Fenger om ”Evighed af dig”.

Det er 25 år siden, at danske musikfans for alvor blev introduceret til Søs Fenger. Hun havde sunget kor for bl.a. Nanna og Stig Møller, men med udgivelsen af albummet ”News” trådte hun ind som frontfigur i et af periodens mest populære danske bands og lagde stemme til langtidsholdbare hits som ”Jeg elsker dig” og ”Du er”.
Hun sang også med på en af 80’ernes mest populære singler ”Den, jeg elsker” og lagde stemme til ”Ticket To Peace” med Moonjam.
Parallelt optrådte hun sammen med sin storebror, Lars Fenger, i soul-orkestret Love Construction, som fyldte klubberne landet rundt, inden solokarrieren blev indledt med succespladen ”Vinterdage” i 1989 og siden fulgt op af ni studiealbum.
Søs Fengers musikalske ballast består dengang som nu af såvel Stevie Wonder og James Brown, som Bonnie Raitt og Elton Johns plader fra 1970’erne og ikke mindst jazzgiganterne Chet Baker, Miles Davis og John Coltrane.
I dag får klassikerne følgeskab af vidt forskellig musik. Det er alt fra Coldplay, Depeche Mode og U2 til nyere navne som Bon Iver, Kings of Convenience, Duffy, Lily Allen og Feist og danske Turboweekend, Nordstrøm, Birk Storm og De Sjældne. Hendes søn holder hende opdateret med elektronisk musik og inspirerer med sin åbenhed og nye lyde.

Ved siden af musikken maler og tegner Søs Fenger og er passioneret omkring havearbejde.
Desuden er hun engageret i en række humanitære og velgørende organisationer.
Hun er bl.a. ambassadør for Børnecancer Fonden, støtter AIDS-Fondet og Nanu, der arbejder for bedre vilkår for børn i Grønland. Søs Fenger er desuden ambassadør for Stop Racismen og kampagnen ”Giv racismen det røde kort”.
Hun sidder i bestyrelsen for Natteravnene, hvor man arbejder for at skabe mere lokal sikkerhed og hjælper børn og unge til øget livsglæde.
Hun nøjes ikke med at mødes med bestyrelsen, men tager også med ud og spiller, når Natteravnene åbner en ny afdeling.
”Jeg er småkagerne, der skal være med at få folk til dukke op og engagere sig. Så spiller vi ”Inderst inde” og ”Sidste time” til et møde på en politistation, en skole eller et bibliotek,” forklarer Søs Fenger om sin rolle.
”Natteravnene er vigtige, fordi de kender de unge, der er ude om aftenen, men de er ikke politi. Vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at bakke op om dem, som gør en forskel og rose dem for deres frivillige indsats. Vi lever i et køligt samfund, og det er nødvendigt, at vi selv træder i karakter.”


fmk.NU - Møllergade 24, 2. - DK-5700 Svendborg - T: +45 6280 0708 - post@fmk.NU

design: nielsen-web | stjernekasterne