fmk.NU

Ida Østergaard

Fantastisk sanger med noget på hjerte.

Ida Østergaard

Ida Østergaard er et nyt kæmpetalent på den danske sing-a-song-writer scene.

Med en stemme der rummer et utroligt nærvær og tekster, der synes hudløse og nærmest brutalt ærlige, formidler Ida på overlegen vis sine sange med en overbevisning man sjældent ser hos så ung en sangskriver. Hun evner med glimt i øjet, rå kant og fløjlsblød klang at fange lytteren ind, mens hun åbner op for sine sanges farvestrålende persongalleri. Man kan grine og græde på én gang, som det så ofte er tilfældet, når noget rammer plet.

Ida Østergaard har allerede nået meget i sin korte karriere. Debutsinglen "On His Knees" roterede flittigt på P3 og P4 i flotte fem måneder, efter hun i 2008 vandt KarriereKanonen, som én ud af 1800 indsendte bidrag. Sangen blev en del af soundtracket til radio-dramaserien "Sommer" og på Sony BMGs "All Woman 4". Hun spillede desuden som support, da det svenske stjerneskud Miss Li for nyligt besøgte Jazzhouse.

"Selv de mest polerede og skinnende diamanter i vinduet har været rå og uklare på et tidspunkt - og med Ida Østergaard oplever Karrierekanonens brugere og lyttere, hvordan en diamant lyder, når den endnu ikke er slebet helt til - og det er ment med størst mulig respekt. Ida Østergaard står for alt, der kendetegner et talent, der endnu ikke er blevet klar over sit potentiale. Nerve, originalitet og en uovertruffen god sang! On His Knees har samtidig affødt en masse kommentarer fra P3's lyttere og brugere af Karrierekanonens hjemmeside - netop fordi Ida Østergaard er til stede i nuet og leverer sin sang i overbevisende ægte stil."
Sådan skrev Carsten Holm omkring valget af Ida Østergaard som vinder af P3's KarriereKanon.

Ida arbejder i øjeblikket på højtryk med sit lovende debutalbum.


fmk.NU - Møllergade 24, 2. - DK-5700 Svendborg - T: +45 6280 0708 - post@fmk.NU

design: nielsen-web | stjernekasterne